Nordic Park i Græsted bryllup
Et nyt år står snart for døren, og foråret byder på et fantastisk bryllup, i idylliske omgivelser og i en fantastisk atmosfære i Nordic Park i Græsted. Historien starter med lillesøsteren, der skulle i biografen med sin storesøsters venner og veninder. En af disse venner er Søren, som godt nok er 6 år ældre, men som lillesøster Stephanie har et godt øje til. Denne dag bliver der udvekslet enkelte blikke, men der skulle gå 7 år før der virkelig bliver slået gnister mellem Søren og Stephanie, denne gang til storesøsters fødselsdag. Pludselig skulle begge parter afsted igen, og den vilde jagt begynder. Stephanie i sin lille Aygo, og Søren i sin Golf GTI (også en lille bil hvis du spørger Stephanie i dag)
Fra Frederikssund til Ballerup går det i hastigt tempo.
Jagten slutter igen med et blik på tanken i Ballerup, hvorefter Stephanie får lov til at køre afsted, før Søren får sagt de tre små ord… Det sker først om aftenen hvor Søren for første gang sender en besked til Stephanie, med ordene – Bøf og bio?
Svaret var ja !!
Vielse i Frederikssund kirke
I dag har forholdet varet siden Sct. Hans aften 2009, og Stephanie og Søren bor nu i Frederikssund, hvor vielsen også skal finde sted i Frederikssund kirke. Søren på 36 og Stephanie på 30 har i dag tre skønne børn på 5, 2 og 1 år. Stephanie driver selvstændig privat dagpleje og Søren er leder i Danmarks største sikringsvirksomhed.
- Vielsesringene er købt hos Klarlund, hvor Søren har været med til at sikre Klarlunds butikker i bla. nyopførte Axel Towers.
- Bryllupskagen er bestilt hos en konditor som Stephanie nærer stor respekt for, gennem sit ungdomsarbejde i en bagerbutik i Stenløse.
- Brudekjolen har Jesper Høvring designet, og jakkesættet er fra Hugo Boss.
De 45 gæster skal ikke gå sultne fra borde, men maden skal være flot og appetitlig. Og da netop fremtoningen betyder meget for begge parter, er en stor del af budgettet reserveret til netop god mad.
Alt er nu planlagt til den store dag
Alt er nu planlagt til den store dag, selv actionfyldt underholdning til receptionen, så gæsterne kan få adrenalinen til at pumpe helt ude i fingrene og sikkert vil have svært ved at indtage bryllupskagen efterfølgende uden at ryste på hånden. Vi havde tilmed booket den perfekte fotograf til dagen, men vores fotograf fik drømmejobbet tilbudt, hvor han nu er en af de officielle fotografer på Porsches worldtour i 2018. Det var åbenbart ikke til at afslå, at skulle køre på tværs af alle verdens kontinenter i Porches topmodeller, samtidig med at skyde fede billeder. 😉 Så eftersom vores fotograf nu er udenlands, vender vi os nu mod de bedste i landet.