Harlev Mølle bryllup

Harlev Mølle bryllup

Giftes i Feldballe Kirke på Djursland

Lad mig gå lige til sagen 😉 Min forlovede og jeg skal giftes i Feldballe Kirke på Djursland, den 19. maj 2018. Det er langt væk fra hvor vi bor i dag, men min forlovedes familie bor på Djursland og vi har et ønske om at blive gift i en kirke, hvor en af os har en relation. Og så skal det være en gammel, romantisk og hvid kirke.

Festen skal holdes på Harlev Mølle

Festen skal holdes på Harlev Mølle. Da vi bookede feststedet anede bruden ikke, at hendes slægt rent faktisk kom fra det område. Det kunne hendes gamle farmor på 85 år, fortælle anekdoter fra. Så uden at vide det, binder vi rent faktisk vores historie sammen på mest romantiske vis.

Bryllupskagen

Vi har endnu ikke styr på bryllupskagen, dog har vi bestemt os for en smag og noget af udformningen. Da naturen kommer til at spille en rolle i temaet, så har vi valgt at kagen skal serveres på store skiferplader og vi har fået vores initialer lavet i tyndt træ, i stedet for en kransekagefigur eller anden opsats.

Da vi fokusere på festen og endnu ikke har kunne finde nogle ringe, vi har råd til i hvidguld, så får vi vores ringe i mønstret titanium, med sten i dameringen, formet som et hjerte.

Kjolen er bestilt

Kjolen er bestilt hos Panayotis og det var den første bruden prøvede på. Det var en fantastisk dag, med brudens mor og veninde. Og oveni hatten fik bruden lov til at sige ”Yes to the dress” sammen med selveste Randy Fenoli.

Gommens tøj er endnu ikke valgt, men igen er der en ide på tegnebrættet, der omfatter et lyst jakkesæt.

Vi holder som sagt brylluppet langt fra hvor vi bor

Vi holder som sagt brylluppet langt fra hvor vi bor pga. større tilknytning til stedet end hvor vi pt. bor. Vi kommer fra Esbjerg og fremtidsplanen er at flytte til Djursland.

Et forårsbryllup

Vi forventer ca. 60 gæster og da det er i Maj måned, bliver det et forårsbryllup. Vi inddrager naturen, dvs. pynten i lokalet bliver ikke en masse hvidt stof, men en masse grønne bøgegrene viklet omkring søjlerne, med hvide roser og brudeslør, samt lilla syrener fra vores egen have. De er valgt pga. den skønne duft og deres voluminøse udseende. Da syrener er skrøbelige, vil de blive hængt op enkeltvis i grenen i bittesmå glas flakoner eller reagensglas. Blomsteropsatsen på borderne, vil blive i midten af kandelaberne, med blomsterranker ned af kandelaberen. Måske vil der blive hvide stof draperinger i loftet, for at dæmpe det mørke loft. Så kan man rigtig fornemme forårs temaet.

Vi mødte hinanden til et bryllup

Vi mødte hinanden til et bryllup i september 2013. Vi brugte det første år på at lære hinanden ordentlig at kende, inden vi blev et par officielt. Bruden er 37 og gommen er 32.

Bruden har allerede været på en bryllupsmesse

Bruden har allerede været på en bryllupsmesse, men bruden lokker formentlig gommen med til messen i Aarhus jan. 2018, for de sidste inspirationer.

Vi ønsker os nogle seriøse og gode billeder

Vi vil gerne have en bryllupsfotograf, da vi ønsker os nogle seriøse og gode billeder. Vores budget er meget stramt af flere årsager. Derfor kan vi risikere, at vi kun har mulighed for en fotograf ved kirken og når vi skal have taget billeder lige bagefter. Det gør ondt helt ind i hjertet på mig, bruden, da dette er mit drømmebryllup.

Vi vælger at gå på kompromis

Vi vælger at gå på kompromis med flere ting og tænker kreativt for at få enderne til at mødes. Vi har været meget igennem begge to, inden vi fandt hinanden, bl.a. skilsmisse. Så derfor ønsker vi os, nogle fantastiske billeder fra dagen, som vi kan sidde og mindes når vi er gamle og sidder i hver vores gyngestol på plejehjemmet.